Skytteformand stopper efter 35 år på posten |
| Oprettet af Hanne (hanne clausen) d.: 05-04-2011 kl.: 15:49 |

Man kan absolut ikke påstå, at Ørre-skytterne løber af pladsen. På årets generalforsamling i Ørre Skytteforening stoppede Mogens Grønbæk efter hele 35 år som formand, og han har i alt været ibestyrelsen i 41 år. Preben Sørensen har haft kassererposten i 30 år, og der er flere andre stadigt aktive skytter og frivillige ledere, der også har siddet i bestyrelsen i flere årtier.
Mogens Grønbæk fortsætter endnu et år i bestyrelsen, og selv om erfaring kan være guld værd, kan manselvfølgelig mene, at så mange ældre ledere også kan føre til stilstand og manglende udvikling. Men det er just ikke lige det, der kendetegner Ørre Skytteforening, for den markerer sig fint ved konkurrencer i skyttekredse landet over og har i de sidste mange år opbygget et meget flot skydebaneanlæg, der er det suverænt største i Herning Kommune.
Ørre Skytteforening har i årenes løb opnået mange gode resultater men har dog først fremmest markeret sig som en klub, hvor man satser meget på det sociale arbejde. Det er en sport for hele familien, hvor mange involverer sig i det frivillige arbejde. For eksempel samles alle medlemmer, der har tid til at give et nap med hvert år på grundlovsdag - børn, kvinder og mænd - til en arbejdsdag, hvor hele anlægget males og restaureres, og der laves nye tiltag med baner, nybyggeri, legepladser og terrasseanlæg. Bagefter tændes grillen, og så slutter arbejdsdagen med hyggeligt samvær.
Ørre-foreningen har i over 20 år deltaget i Herning Kommunes sommerferieprojekt, hvor børn kan kommeud og prøve livet i en idrætsklub, og det var netop sådan et arrangement, som for 19 år siden gav stødet til, at den nye formand (dengang otte år gammel) og hele hans familie fra Sunds blev bidt af skydesporten. Kim Ibsen og hans bror og forældre har siden deltaget ivrigt i arbejdet. Faderen John Ibsen har blandt andet været amtsskytteformand, mens det hed Hammerum Herreds Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening,og på generalforsamlingen forleden blev Kim Ibsen valgt som ny formand i Ørre Skytteforening, så Herning Kommunes ferieprojekt har altså nu været med til at sikre arvefølgen i den aktive forening.
Født ind i foreningen
Hans legendariske forgænger Mogens Grønbæk er praktisk talt født i Ørre Skytteforening. Han er vokset op på Østergaard lige øst for Ørre, hvor der blev anlagt en bane, da foreningen blev startet for 140 år siden - dengang hans bedsteforældre havde gården. - Det var den navnkundige lærer Ivar Holmgaard i Ørre Skole, der tog initiativ til at starte Ørre Skytteforening, dengang man søndag eftermiddag kunne opleve de unge karle fra egnens gårde marchere til skydebanen med fane og med geværer fra den sønderjyske krig. De sang af fuld hals »I vor barndom vi hørte kartovernes (kanonernes) brag«, alt imens de unge piger flokkedes omkring skytterne, fortæller Mogens Grønbæk. - Det er et noget andet billede, man ser i dag. De unge karle fra gårdene er for længst borte, og i da er det for en stor dels vedkommende de unge piger, som på bedste vis er med til at profilere foreningen.
Perlerække af hyldestord
Mogens Grønbæk har været en meget agtet og anerkendt leder både inden for hele DDS - De Danske Skytteforeninger - og det tidligere DDSGI Hammerum Herred. Han er blevet hædret med blandt andet Skytternes Ærestegn, der er den højeste påskønnelse inden for DDS, og på generalforsamlingen blev han på bestyrelsens og medlemmernes vegne hyldet af kassereren Preben Sørensen.Han brugte en perlerække af flotte ord og vendinger om Mogens Grønbæk, som han karakteriserede som:
Stabil, driftsikker, loyal, omgængelig, struktureret, humørfyldt, motiverende og med et godt omdømme samt en god situationsfornemmelse.
- Du har formået at få både bestyrelse og medlemmer til at føle et personligt ejerskab af Ørre Skytteforening og dermed fastholde en helt speciel foreningskultur, som mange foreninger misunder os. Duafleverer som formand en forening i topform - både økonomisk og resultatmæssigt - og det kan både du og vi være meget stolte af, sagde Preben Sørensen. Han havde også blomster med til Hanne Grønbæk for hendes opbakning og engagement i foreningen i allede mange år. Ægteparret fik af bestyrelsen overrakt en flot havebænk:
- Den kan så minde jer om det kammeratskab, som I selv har været med til at skabe på jeres dejlige måde, tilføjede Preben Sørensen. Mogens Grønbæk roste i sin beretning Fredy Christensen for en stor og idérig indsats i bestyrelsen, hvor han har siddet i fire år. Fredy Christensen arbejder nu i Kina og er blevet afløst i bestyrelsen af Anni Lyst Jensen. Som ny suppleant blev Dorthe Sønderbæk indvalgt. I sin beretning fremhævede Mogens Grønbæk blandt andre Rikke Mæng og Anne-Kathrine Sørensen for deres deltagelse på ungdomslandsholdet i en landskamp mod Sverige på 50 meter. Rikke Mæng blev også dansk mester i disciplinen, hvor hun slog den nykårede verdensmester. Andre har også taget pænt med præmier, og det gælder blandt andre Steffen Taulborg og Kim Ibsen. Her i 2011 fejrer De DanskeSkytteforeninger 150 års jubilæum, og det markeres i uge 27 med et jubilæumsstævne i Vingsted.
Tilsendt af Kim Ibsen